En kærlighedshistorie

Dette er ikke et kun et opslag om SEO; mest af alt er det et opslag om kærlighed. Og det er ikke en hvilken som helst kærlighed. Det er kærligheden til din målgruppe.

Hvis du er lidt træt af flyvske kunderelationer, kan jeg anbefale dig at bruge 10 min. på at læse denne kærlighedshistorie. Fra et SEO perspektiv, tager vi nemlig på date og bygger rammerne for et godt førstehåndsindtryk.

Et par tips og tricks får du selvfølgelig også af din personlige SEO-wingwoman.

Kærlighedshistorie

Du bejler med metatekster

Forestil dig, at din hjemmeside dukker op på Google. Langt om længe er du i din målgruppes synsfelt, og du står side om side med dine konkurrenter. Har du spændt dine metatekster op til dén battle? Dét du konkurrerer om, er ikke kun et klik men starten på evig kærlighed.

Okay. Det er måske så meget sagt.

Men for at vinde klikket fra din målgruppe, skal dine metatekster være sat op til kærlighed ved første blik.
Sandheden er, at du kan optimere din hjemmeside nok så meget, men hvis dine metatekster er flade, går din målgruppe med en anden bejler.

Så du får da lige tre korte tips til at give dine metatekster en opstramning:

  • Husk at en metatekst er et resumé – du skal ikke love noget, du ikke kan holde
  • Korte sætninger gør din tekst let at skimme
  • Tydelig call to value – Hvad får man ud af, at klikke ind på din side

Og så skal du selvfølgelig huske at implementere relevante søgeord.

Har du brug for inspiration? Kig på hvordan dine konkurrenter præsenterer sine metatekster på Google – og så gør du det lige lidt bedre.

Første date på din landingpage

Når din målgruppe har klikket på din hjemmeside på Google, fordi du har topstramme metatekster, giver du dem selvfølgelig en lækker velkomst.

Så du byder dem selvfølgelig ikke på et 6 retters menu, hvis de bare har lyst til en forret. Det vil også sige, at du ikke skal skrive en 8 sider lang artikel, hvis de har lyst til et lynhurtigt overblik.

Spørg dig selv “Hvilken sindstilstand er min målgruppe i, når mit indhold er relevant for dem, og i hvilket format kan jeg bedst præsentere pågældende indhold?”

Nailer du dén, kan du sætte flueben ved en vellykket første daté.

Og hvis du har brug for hjælp til at forfatte scorereplikkerne til din landingpage, kan du læse mere om mit tilbud på SEO-copywriting her.

Invitér målgruppen på en rejse

I har haft en fantastisk første date, natten er ung og du har slet ikke mod på at give slip på din målgruppe endnu. This is the real thing.

Så du bygger selvfølgelig en intuitiv navigation på din side. Første date på din landingpage var vellykket, så hvad er relevant herefter? 

Sørg for at linke til relevant indhold fra din landingpage. Måske er målgruppen klar til at købe, måske vil de gerne høre lidt mere først – eller måske er du blot én af mange bejlere, og du må tage tunge USP’er i brug.

For at bygge en intuitiv kunderejse, skal du vide, hvad din målgruppe har brug for, når de har besøgt din landingpage.

Sæt dig i din målgruppes sted: “Når jeg har læst/hørt/set dette, har jeg brug for at vide …, inden jeg har lyst til at købe en ydelse/et produkt.”

Tips til at bygge en god brugerrejse:

  • Strukturer en primær brugerrejse ud fra din målgruppes behov. Eks. Blogindlæg > Kategoriside > Salgsside
  • Fremhæv den primære brugerrejse med tydelige knapper med call to value
  • Huuusk at linket skal åbnes i ny fane, hvis det viger fra den primære kunderejse

Du kan følge op på dine besøgendes adfærd på Google Analytics under adfærdsflow, hvor du kan se, hvor de klikker videre, og hvor de hopper fra.

Happily ever after

Måske ved du, som jeg, at det hårde arbejde først sker, efter de forelskede har fået hinanden, og rulleteksterne lister ned over skærmen. For et vedvarende forhold kræver en indsats, og det gælder også, når det kommer til forholdet til din målgruppe.
Det kan være fristende at lægge al energien i at komme ud til flere, men det kan faktisk godt betale sig, at fokusere på dine eksisterende kunder og lytte til deres behov. Ifølge OutboundEngine koster det nemlig 5 gange så meget, at erhverve sig nye kunder, som det gør at holde kontakten til de kunder, du i forvejen har.

Dermed kan vi konkludere, at det giver god mening, at lytte til målgruppen, at afkode deres adfærd og at imødekomme deres behov. Dét må være opskriften til et langt og lykkeligt forhold.

Og hvis du har brug for hjælp, ved du, hvor du kan finde mig.

// Tenna Lyng